Havfrueklange

Havfrueklange er en unik koncertoplevelse, hvor klassisk musik og magiske myter smelter sammen.
Konceptet opstod, fordi jeg gang på gang stødte på fantastisk klassisk musik om havfruer. Jeg blev dybt fascineret af, hvordan havfruekarakteren er blevet skildret i forskellige lande gennem tiden, og hvordan skikkelsen kan binde kulturer sammen på tværs af grænser. Derudover dykker musikken ned i de universelle følelser, vi som mennesker indeholder: Lige fra dybet i menneskesjælen til længslen efter frihed og håbet om transformation.

Resultatet blev Havfrueklange – et fleksibelt koncertkoncept, der kan tilpasses alt fra intime rum til større scener og forskellige målgrupper.
For at imødekomme forskellige ønsker kan Havfrueklange opleves i tre forskellige konstellationer:

KLASSISK KONCERTPROGRAM: Sang og klaver
Her folder stemmen og klaveret det magiske havfrueunivers ud i en intim og nærværende ramme med tæt kontakt til publikum. 

Koncerten består af et spændende og varieret program med havfruesange på blandt andet dansk, fransk, tysk, tjekkisk og russisk. Undervejs bindes de forskellige sange sammen af korte fortællinger om historien bag myterne – lige fra den tyske sirene Lorelei til den tjekkiske vandnymfe Rusalka.

Medvirkende: Mari-Ann Memborg (sopran) og Britt Krogh Grønnebæk (pianist)

TVÆRÆSTETISK KONCERTOPLEVELSE: Musik og havfrueshow
Her forenes de fortryllende toner fra den klassiske musiks verden med levende havfruebevægelser i et blødt, magisk og sanseligt univers. Koncertoplevelsen består af et varieret program med klassiske havfruesange af blandt andet Peter Heise, Clara Schumann og Antonín Dvořák.

Som noget helt særligt medvirker skuespiller og fridykker Karin Prehst Lund Madsen (kendt som 'Havfruen Karin' fra bl.a. Den Blå Planet og TV2-serien Modig og Havfruen). Hendes flydende bevægelser, smukke dyk og visuelle tilstedeværelse bringer musikkens vibrationer og vandets magiske dybder til live.

Medvirkende: Mari-Ann Memborg (sopran), Britt Krogh Grønnebæk (pianist) og Karin Prehst Lund Madsen (fridykker)

SCENISK FREMFØRELSE: Musik, fortælling og visuals
Her smelter musik, levende vand-visuals og litteratur sammen til en helstøbt og dragende forestilling.

I denne opsætning ledsages stemme og klaver af en skuespiller, der vækker H.C. Andersens eventyr ’Den lille Havfrue’ til live gennem uddrag. Sammen med stemningsfulde visuals af vandets bevægelser skabes der et omsluttende scenisk rum, hvor ord og toner giver publikum en dyb, poetisk og musikalsk oplevelse af det klassiske havfrueunivers.

Medvirkende: Mari-Ann Memborg (sopran), Britt Krogh Grønnebæk (pianist) og Ole Fredslund Gudmundsen (skuespiller)

OM DE MEDVIRKENDE:

 


KARIN PREHST LUND MADSEN
HAVFRUEN I DYBET

Karin Prehst Lund Madsen er uddannet skuespiller og fridykker. Hun er kendt for sine havfrueoptrædener på bl.a. Den Blå Planet, Nordsøens Oceanarium, Odense Zoo og Øhavets Festival, og er desuden medvirkende i TV2-serien 'Modig og Havfruen'.

“Når jeg dukker op, så er det et sandt eventyr for både børn og voksne. Danmark er havfruens land, og jeg er Danmarks havfrue. Min største glæde er at få børn og voksnes hjerter til at banke for havets vidunderlige verden.”

 

 

 

 

BRITT KROGH GRØNNEBÆK
TANGENTERNES FLYDENDE POET

Britt Krogh Grønnebæk er solistklasseuddannet pianist fra Syddansk Musikkonservatorium. Hun har gennem mere end to årtier markeret sig som en alsidig og erfaren pianist, repetitør og musikalsk leder – bl.a. med stærk tilknytning til Den Fynske Opera, Odense Symfoniorkester og det danske operakompagni OperaClé. Hun har en omfattende koncert- og turnéerfaring inden for både opera, klassiske koncerter, fællessang og musikdramatik over hele landet. Derudover er Britt en dedikeret underviser med mange års erfaring fra både musikskoler, aftenskoler og Ollerup Musikefterskole. I dag er hun tilknyttet Syddansk Musikkonservatorium som både repetitør og klaverunderviser.

”Musik og fællesskab hænger for mig uløseligt sammen. For mig er det en stor glæde at møde publikum gennem musikken og skabe øjeblikke af nærvær, begejstring og fordybelse, der rører hjerterne hos både børn og voksne.”

MARI-ANN MEMBORG
STEMMEN FRA HAVET


Mari-Ann Memborg er en dansk lyrisk-dramatisk sopran. Hun har en bachelorgrad i klassisk sang fra Syddansk Musikkonservatorium og studerer i øjeblikket på kandidatuddannelsen ved hovedfagsunderviser Kristine Becker Lund med sideløbende dygtiggørelse og private studier i Berlin hos sopran Mima Millo (IL). Mari-Ann har gennem årene deltaget i masterclasses og modtaget undervisning af en lang række erfarne og dedikerede sangere. Hun har i sit freelancevirke sunget som solist ved talrige koncerter, private arrangementer m.m. i hele landet. Mari-Ann har desuden modtaget anerkendelse og støtte fra en række nationale og internationale legater og fonde, herunder Wilhelm Hansen Fondens uddannelseslegat, Culture Moves Europe, Augustinus Fonden samt Feldthusens Fonds udannelseslegat.

“For mig er stemmen en spejling af det indre. I min formidling vægter jeg autenticitet og nærvær højt. Mit ønske er at dele musikken fra hjertet og skabe et rum, hvor publikum kan finde ro, fordybelse og indre fred - som havets bølger, der favner en i sin uendelighed.”

Havfrueklange på P2
I forbindelse med P2s Festivalsommer blev vi kontaktet af journalist Sofie Degn Wallin angående et lille indslag om Havfrueklange. Klik på billedet for at høre reportagen, der indeholder et lille interview samt få uddrag fra koncerten i Husby Kirke d. 16. juli 2026.