Varmt og hjerteligt velkommen
Mit navn er Mari-Ann Memborg, og jeg er en dansk lyrisk-dramatisk sopran.
Med nærvær og autenticitet – kombineret med en varm, farverig og fyldig stemme – ønsker jeg at give publikum en dyb og smuk oplevelse, der åbner op for et ærligt, stemningsfuldt og følsomt klangunivers.
Musikken har fulgt mig hele livet, og jeg har en bred musikalsk baggrund
med mig. Jeg begyndte at spille klaver som 5-årig og er oprindeligt uddannet organist og korleder fra Vestervig Kirkemusikskoles afdeling i Aarhus.
Under studietiden voksede min passion for sangen sig stærkere, og der opstod et stort ønske om at mestre den klassiske sangteknik – især inden for operaens verden, som jeg finder meget fascinerende. Jeg søgte efter den ultimative frihed i krop, sind og stemme til at kunne udtrykke mig fuldt ud. Efter endt uddannelse som organist og korleder valgte jeg derfor at satse fuldt ud på sangen, og de seneste år har jeg lagt al min energi og dedikation i denne retning.
Mine studier i klassisk sang
Jeg har en bachelor i klassisk sang fra Syddansk Musikkonservatorium og er nu i gang med kandidatuddannelsen hos hovedfagsunderviser Kristine Becker Lund. Sideløbende har jeg fordybet og videreudviklet mig gennem private sangstudier i både ind- og udland.
Gennem årene har jeg deltaget i masterclasses og modtaget undervisning
af en lang række erfarne og dedikerede sangere – blandt andre Gitta-Maria Sjöberg (S), Matti Borg (DK), Gitamba Oosterhout (NL), Anne Rosing (DK),
Idil Alpsoy (S), Signe Asmussen (DK), Armeen Dishtchekenian Rasmussen (US), Henriette Bonde-Hansen (DK) – og senest sopran Mima Millo (IL) i Berlin.
At fordybe sig så intenst i musikken og søge inspiration på tværs af grænser kræver opbakning, og jeg er utroligt taknemmelig for, at min kunstneriske
og musikalske rejse undervejs er blevet støttet udefra af nationale og internationale legater og fonde såsom Dansk Musikerforbund,
Wilhelm Hansen Fonden, Culture Moves Europe og Feldthusens Fond.
Meditation, yoga og scenisk nærvær
Ud over den sangtekniske dygtiggørelse har jeg fordybet mig i østlige meditations- og yogateknikker. I 2022-2023 var jeg over længere tid bosiddende i Indien, hvor jeg deltog i forskellige yoga- og meditationsretreats, silent retreats og velgørenhedsarbejde.
Tiden i Indien var med til at forme mig som menneske og bragte mig tættere på min kerne, samtidig med at den skabte et stærkt scenisk nærvær.
Opholdet gav mig en dybere forståelse af, hvad musikken kan, og at vejen til en sund og fri stemme – ud over en stærk teknik – er et samspil af alle livets facetter.
Det fascinerende ved instrumentet er, at man altid kan gå dybere, både menneskeligt og kunstnerisk. Det kræver stor dedikation, mange timer i øvelokalet og utallige lektioner at folde det ud. Undervejs lærer man sig selv bedre at kende, hvilket gør processen til en vedvarende rejse og i sidste ende en stor gave.
I en travl verden med et konstant højt tempo handler det – som alt andet her
i livet – om at finde balancen i sig selv. Kun fra et grounded og autentisk fundament kan man formidle frit. Når roen er på plads, opstår den særlige forbundethed til publikum – og for mig rækker musikken langt ud over det kunstneriske: Det er en dybfølt form for nærvær og omsorg for mine medmennesker.
”For mig er stemmen en spejling af det indre. I min formidling vægter jeg autenticitet og nærvær højt. Mit ønske er at dele musikken fra hjertet og skabe et rum, hvor publikum kan finde ro, fordybelse og indre fred.”